Tid

Tid er en underlig størrelse.


Videnskaben kan ikke rigtig finde ud af at definere den på en måde de selv er tilfreds med.

Jeg tillader mig at opdele den i tre dele;
- Aktiv tid
- Passiv tid, og
- Nultid

Aktiv tid er den tid hvor man laver et eller andet der har et formål.
Passiv tid er den tid man, planlagt, ikke laver noget.
Nultid er den tid hvor man venter på ubestemt tid, altså hvor man ikke ved om det er om fem minutter eller om fem timer man kan bytte nultiden ud med enten aktiv tid eller passiv tid.

Da man i en periode med nultid ikke kan begynde på noget man ikke kan lægge væk straks, begyndte jeg at tegne krusseduller på et stykke papir.

Da det sker jævnt ofte at en lastbildisponent ikke kan finde ud af hvad han vil med bilen, blev det efterhånden til en del stykker papir med streger på.

En del af dem kom med hjem og blev skannet ind på computeren.
Det var ikke altid med lige heldigt resultat. Men efter at havde leget lidt med dem i grafikprogrammet kom der dog noget ud af det der kan ses. (På et tidspunkt fik jeg fat i et sæt farvepenne, hvor nogle af dem var med metalglimmer i. Dem ville scanneren ikke rigtig kendes ved.)


Jeg kalder dem "Skamtegninger" fordi de er blevet til i nogle tidsrum hvor en eller anden disponent burde skamme sig over ikke at havde lavet sit arbejde godt nok til at have returbeskeden klar når bilen var klar.